Alle skal have mulighed for at være med i et fællesskab og gerne et idrætsfællesskab. Dette er et af fokuspunkterne i sæson 24/25 i Skovsgård/Brovst KFUM Idrætsforening.
Vi har altid haft den holdning, at der skal være plads til alle i vores forening, men ofte er medlemmerne de børn, hvor forældrene selv har dyrket idræt og kender til foreningslivet i forvejen. Der er dog flere og flere familier, hvor dette ikke er tilfældet, og dem vil vi rigtig gerne have fat i.
Alle ved, hvor vigtigt det er at være i et fællesskab. Fællesskaber giver glæde, tryghed og oplevelser af at høre til og styrker ens trivsel og vi vil gerne have endnu flere med i vores idrætsfællesskaber i den nye sæson.
At være en del af et idrætsfællesskab har positiv indflydelse på både fysisk, social og mental sundhed. Fritidsaktiviteter hjælper børn med at udvikle vigtige sociale færdigheder, og hjælper med at opbygge styrke, koordination og udholdenhed, samtidig med at mestre nye færdigheder og opnå mål i fritidsaktiviteter kan booste børns selvtillid og selvværd. Det giver dem en følelse af præstation og styrker deres tro på egne evner. Der er med andre ord kun rigtige gode argumenter for at lade sit barn gå til en fritidsaktivitet.
Skovsgård/Brovst KFUM IF tilbyder mange forskellige aktiviteter inden for badminton, håndbold og gymnastik og her i 2024 har vi ansat en foreningsguide, der netop skal få fat i de børn og familier, der ikke allerede er i gang i en forening og præsentere dem for foreningslivets mange glæder i form af idræt, leg og bevægelse.
Foto: Vores tre afdelinger
Der vil i løbet af opstarten i august og september blive afholdt arrangementer for børnehaverne i Brovst, Skovsgård og Tranum, og forældrene bliver inviteret til forældrekaffe, så de kan se, hvad og hvor deres børn kan deltage i leg og bevægelse.
Der er også fokus på samarbejdet med de lokale skoler og d. 27. august afholdes Foreningernes dag for 4. og 5. klasse på Brovst og Skovsgård Tranum Skole. Her vil både badminton-, håndbold- og gymnastikafdelingen præsentere deres idræt for eleverne.
Udover fokus på samarbejdet med de lokale institutioner og skoler, har foreningen i kommende sæson et stort fokus på de unge. Foreningen er med i et udviklingsforløb sammen med 4 andre foreninger i Jammerbugt. Vi vil rigtig gerne høre, hvad de unge har lyst til at lave i vores forening. Mange stopper med deres idræt i teenage-årene, ofte fordi skole og fritidsarbejde tager meget af deres tid. I Skovsgård/Brovst KFUM IF vil vi gerne gøre det attraktivt at være med i en forening, når man er mellem 13 og 24 år - både som udøver og som træner. Så i udviklingsforløbet skal vi have fat i de unge og oprette/indrette vores tilbud, så de unge synes, at de har tid og at det er relevant for dem at være med i et idrætsfællesskab.
Nogle af tiltagene er oprettelse af et ungeråd og tilbud om en fælles trænerdag for alle 7.-8. klasser. Derudover kommer der et fokus på de sociale medier - det er der, de unge er, så der skal vi også være. Minimum to unge fra foreningen skal på et “content creator” forløb, hvor de bliver præsenteret for rollen som mikro-influencer og medredaktør for vores sociale medier. De skal lave tidssvarende og relevant indhold til foreningens sociale medier, der synliggør vores aktivitetstilbud og muligheder - målrettet andre unge.
På vores hjemmeside www.sbkfumif.dk og facebook side kan man se vores tilbud og tilmelde sig.
Vi tror på, at vi i løbet af sæson 24/25 kommer til at se mange nye medlemmer. Vi glæder os til den nye sæson og til at sige velkommen til både tidligere og en masse nye medlemmer og frivillige.